Australien - sommeren 2001

Klik på nummerpladen for at gå til foto-galleriet

Brisbane / Fraser Island - Sydney - Perth / Western Australia / Darwin

Alene fly-rejsen "down under" er en prøvelse: Kbh. - London - Singapore - Melbourne - Brisbane. 36 timer i 5 fly og så direkte ud i en lejet bil med rattet i den forkerte side kl. 01.00 om natten, og så venstre-om gennem 3 rundkørsler på vej ud af lufthavnen. HJÆÆÆÆLP !!!

Brisbane var blot en base på vej op til Hervey Bay, hvorfra bådene ud til Fraser Island går. Vi havde booket os ind på en tur med og vi havnede i en tærrængående bus med ca. 15 unge mennesker.

Fraser Island er en sand-ø, der består af sand der har aflejret sig langs et klippeskær ude i havet. Øen , der er ca. x km bred og ca. x km lang, er enestående bl.a. fordi det er det eneste sted i verden hvor der vokser tropisk regnskov i sand. Derudover er øen habitat for adskillige australske sær-arter af dyr, insekter og planter. Den  special - byggede bus fragtede os i løbet af 2 dage rundt på øen gennem sand-banker, vandløb, regnskov, og vi så bl.a. pukkelhvaler fra kysten, dingoer, slanger, edderkopper, skild- padder o.m.a. !  Desuden tog Maiken og Søren en ø-overflyvning. Store oplevelser !!

Så tilbage til Brisbane og med flyet til Sydney. På vore rejser har vi som regel undgået storbyerne, så her koncentrerede vi os om det essentielle, nemlig operahuset, The Rocks (havneomr. i Sydney) og en tur ud til The Blue Mountains. To dage i Sydney var nok til os, og vi lod os fragte med fly til Perth helt ovre på den anden side af Australien hvorfra vores outback-eventyr skulle starte : Ca. 7.000 km's kørsel op til Darwin !!!

Turen foregik i en lejet specialbygget 4-WD Camping-lastbil fra . Mange steder undervejs var der kun adgang for 4-WD køretøjer, og det var netop dér vi gerne ville køre. Vi startede med et besøg ved "The Pinnacles", et stort område ude ved kysten, hvor tidens aflejring af sandstensklipperne har efterladt den hårde kerne tilbage i form af tusinder sten-støtter fra 1/2 meters størrelse og helt op til 4-5 meter. På vej videre nordover drejede vi fra hovedlandevejen, og ud på halvøen ved Shark Bay og Monkey Mia, stedet hvor vilde delfiner kommer helt ind til kysten om aftenen og svømmer rundt blandt de folk der har stillet sig ud i vandet. Siden engang i 1960'erne har fiskerne fra området, smidt fisk ud til delfinerne når de kom hjem sidst på dagen, og det har udviklet sig til et mindre turist-sceneri, med organiseret fodring, men det er stadig vilde delfiner der kommer ind hver aften. Hvis det ikke var fordi det lå så afsides, kunne man bekymres af turist-effekten derude.

Efter denne afstikker på ca. 200 km hhv. ud og tilbage til landevejen, kørte vi videre nordpå, og kom her bl.a gennem det smukke kystområde ved Kalbarri National Park. Stejle forrevne klipper i alle regnbuens farver ud mod det indiske ocean. 

Endelig nåede vi til den nordligt beliggende halvø med byen Exmouth. På ydersiden af halvøen ligger det noget under- vurderede koralrev "Ningaloo Reef". Her kan der snorkles og dykkes, men vores mål var at komme på en tur ud i havet og svømme med hval-hajer. Dette sted er helt enestående til dette formål, men vi ankom desværre så sent, at vi ikke kunne nå at booke os ind på en tur. Øv øv og atter øv !!! I stedet tog vi på en snorkel-tur ud til revet og det var nu også en stor oplevelse, men ikke helt det samme. Vores stramme tidsprogram gjorde, at vi var nødt til at køre videre næste dag.

Køreturen fra Exmouth til den næste by Port Hedland er på ca. 700 km, og der er kun ét stop undervejs, nemlig  et roadhouse med benzin, diesel, mad toiletter o.s.v., så det er med at time sine behov herude. Det var da også ved at gå galt for os m.h.t. diesel. De sidste 20 -30 km kørte vi med tom tank. Det var i hvertfald det der stod på måleren. Vores næste mål var at komme til byen Broome, der er berømt for sine strande, bl.a. "Cable Beach" og sine solnedgange, og begge dele med rette ! Mens vi boede her blev Maiken meget syg, og vi måtte en tur på hospitalet, da vi ikke vidste hvad der var galt. Her fik vi så set, at australierne tager pludselig opstået sygdom meget alvorligt, og det kan man jo godt forstå, med alle de giftige ting og sager de omgiver sig med. Det var nu "kun" en svær maveinfektion, men dem skal man altså heller ikke spøge med herude.

Herefter kørte vi videre til Derby, som er mest kendt for sit kæmpe hule boab-træ, som i sin tid blev brugt som fængselstræ, d.v.s. at man stuvede fanger derind gennem en sprække, og opbevarede dem dér. Desuden begynder den ca. 700 km lange jordvej gennem det ellers ufremkommelige område "The Kimberleys", hér !   Dén vej tog vi !!!

The Kimberleys er et kæmpe klippe område, der betragtes som helligt af de indfødte. Det er de ældste klipper  på kontinentet Australien, og anslås at være ca. 20 mio. år gamle. I løbet af de 700 km passerer man 5 -10 afsidesbeliggende ranchområder, 2 steder hvor man kan købe benzin/diesel og fødevarer, 5-8 campgrounds, men et utal af skønne  naturformationer. Det ene flottere en det andet. Da det hele ligger så afsides, er der overhovedet ingen spor af turisme. Ofte skal man klatre i klipper og vandre flere kilometer af mere eller mindre ufremkommelige stier og plateauer, før man kan opleve kløfter, vandfald, "gorges" (kløfter med vandløb i) o.s.v. Området huser desuden saltvandskrokodiller, ferskvandskrokodiller (de spiser dig ikke, de bider kun !), giftslanger, og alt det andet spændende dyreliv som Australien er kendt for. Det første vi oplevede var "Tunnel Creek", et vandløb der har arbejdet en tunnel på 1,5 km gennem klippemassivet. Man går i vandet, der nogle steder når én til livet, og oplever flagermus (og slanger hvis man er heldig). Midtvejs er loftet styrtet sammen, og man kan kigge op igennem et kæmpe hul. Husk en lygte. Der er mørkt derinde ! Dernæst kom vi til Windjana Gorge. Her ligger op mod 100 ferskvands- krokodiller på flodbredden, og soler sig. De kæmpestore flyvende hunde (flagermus) hænger overalt i træerne og laver en infernalsk larm. Desuden et rigtig flot sted. Herefter var vores mål Bell Gorge, der ligger temmelig langt væk fra vejen. Men det var det hele værd, et kæmpe stort vandfald i underskønne omgivelser. Og man kunne bade, så temperaturen kunne komme ned igen inden gåturen tilbage. Den sidste store udfordring i the Kimberleys var turen ud til Emma Gorge, og den var hård. Op og ned af klipper, over og under træer, buskadser, vandløb, en barsk tur, hvor både Maiken og Morten blev dårlige af strabadserne i heden. Til gengæld var belønningen et ca. 100 meter højt vandfald der plaskede lige ned i en klippesø, hvor vi kunne svømme rundt og afkøle os. Desuden kunne man svømme ind under vandfaldet (av...). Ud over ovennævnte, bød The Kimberleys på kørsel gennem vandløb, kulsort nattehimmel med en mia. stjerner, jordveje der fik bilen til at falde fra hinanden, lyde af en anden verden, masser af australske dyr og insekter (og fluer), og en underlig fornemmelse af at være udenfor den verden vi kender.

Ved byen Wyndham forlod vi the Kimberleys, og det var skønt at køre på asfalt igen, men glæden varede kun kort. Fra landevejen og ind til området Bungle Bungle er der blot ca. 35 km. Vejen er imidlertid så dårlig. at kun 4WD-køretøjer må (kan) køre her, og turen tog 3 1/2 time ! Tre og en halv time !!! Det er den værste "vej"  jeg nogensinde har kørt ad! Værre end øvelsesområdet da jeg var soldat! Tilmed kørte vi de sidste 2 1/2 time i total mørke, da vi havde planlagt tiden lidt forkert (35 km må kunne klares på 1 time). Men vi fortryder ikke, for dette område er bare noget af det flotteste og mest mærkværdige syn. Disse porøse orange klippe-sukkertoppe er det allerhelligst blandt aboriginees. Her er flere restriktioner om hvor man må bevæge sig af samme årsag. Inde i området kan opleves den sælsomme Kathedral Gorge, hvor klippehvælvingerne hen over hovedet på én, får det hele til at ligne og lyde som i en katedral. Køreturen ud igen var lige så slem, men var dog i dagslys.

Videre nordpå kom vi til byen Katherine, der er mest kendt for Katherine Gorge, et kæmpe klippeområde der er gennemskåret af en masse floder, som man kan sejle ad. Et meget smukt område, men her begynder den organiserede turisme, som vi ellers hidtil har undgået. Det rokker dog ikke ved, at en sejltur her er et must, hvis man kommer gennem byen.

Vores sidste store mål inden Darwin var en tur ind i Kakadu National Park. Her findes der masser af hellige aboriginee-steder, klipper med malerier og tegn o.a. fra tusinder af år siden. Området er desuden et overflødighedshorn fra naturens side : Mange vandfald, fugle, eksotiske dyr, og saltvandskrokodiller. På vej ud af området sejlede vi med en båd op ad Adelaide River, og så hvorledes de kan få kæmpe krokodiller til at springe op af vandet, hvis der er føde deroppe et sted (grisehovedstykker i en line fra en fiskestang). I denne flod er der masser af dem, og de betragter et menneske som et potentielt måltid, så bliv i båden...

Herefter nåede vi Darwin, hvorfra vore hjemrejse går. 7.500 km på 17 dage, og med et hav af oplevelser på nethinden og i bagagen. Her vil vi gerne tilbage til !